Byggeprojekt i Rumænien

Frivilligt arbejde

Medarbejderfonden har indledt samarbejde med non-profit organisationen Habitat for Humanity om at bygge billige boliger til udsatte rumænske familier.

Som frivillig i dette program er du med til at bygge huse sammen med kolleger fra VKR Gruppen og andre frivillige fra andre selskaber – alt betalt af Medarbejderfonden!

Coronapandemien satte en effektiv stopper for lanceringen, men endelig i 2022 kunne vi sende det første hold kolleger afsted.

En særlig oplevelse

De 10 medarbejdere var fra 10 forskellige virksomheder og seks forskellige sprog var repræsenteret. De kendte ikke hinanden på forhånd og har hurtigt fundet hinanden i det fælles projekt.

Inden det hårde arbejde begyndte, var der tid til lidt sightseeing og til at få et indtryk af Rumænien. Derefter blev der bygget vægge, spartlet, slebet og malet. Der var dog også tid til at høre om baggrunden for familiernes situation, hvilket gjorde stort indtryk og bekræfter, at arbejdet har stor betydning.

Krav og forventninger til deltagerne

Du skal kunne forstå og tale engelsk. Der er ingen krav til håndværksmæssige evner eller uddannelse. Det er vigtigt, at du har lyst til at møde nye mennesker, og at du kan lide at indgå i sociale og arbejdsmæssige fællesskaber. Du skal være villig til at smøge ærmerne op og løse de forhåndenværende opgaver.

Du skal bruge en uge af din opsparede ferie og det er vigtigt, at din leder er indforstået med, at du holder ferie den uge, hvor programmet løber af stablen.

Vilkår og ansøgning

Vilkår

  • Vi bestemmer ikke, hvilke arbejdsopgaver skal løses, så vær forberedt på alt.
  • Der bliver stillet værnemidler til rådighed (briller, hjelm, høreværn), men ikke arbejdstøj og -sko. Det skal du selv sørge for.
  • Du vil modtage information om transport og øvrig praktisk information i god tid forinden.
  • Medarbejderfonden sørger for, at du modtager et program inden afrejse.
  • Habitat for Humanity sørger for hotel og transport i Rumænien.
  • Alle måltider er bestilt på forhånd.

Sådan kommer du i betragtning

  • Ansøg online på  Medarbejderfond for VKR Gruppen, vælg formål F.
  • Vedhæft en motiveret ansøgning på engelsk: Hvorfor ønsker du at deltage?
  • Ansøgningsfrist 1. februar 2023.